Hvad kan du kontrollere?

Jeg griber mig selv i at tjekke vejrudsigten på både DMI, YR og BBC Weather til næste uge.

Ikke fordi jeg egentlig kommer til at pakke anderledes fordi vejrudsigten ændrer sig en smule. Ikke fordi jeg ville gøre noget anderledes overhovedet. Jeg ville stadig tage af sted derhen hvor jeg skal. Bo på et hotel jeg skal med de mennesker jeg skal med og gøre de ting jeg havde forestillet mig at gøre de dage.

Jeg skal af sted til vand-rutschebane-land med 3 børn og jeg fornemmer min vejr-app-fetich handler om kontrol Om at kunne styre, forudsige og planlægge sig ud af alting så ingen oplever frustrationer, dårlige ting, sure timer eller #gudforbydedet en ødelagt ferie.

Men da så jeg dette fine foto fra biglifejournal.com. Under ”things I cannot control” stod ”vejret”!
Det kan godt være tegningen er til børn, men den gælder så fint for mig også
Og for mange andre voksne tror jeg…

For måske prøver vi at kontrollere for mange ting?
Måske prøver vi at kontrollere for meget som i virkeligheden er ude for vores kontrol?

Jeg gør det fordi jeg med djævlens vold og magt prøver at undgå skuffelse eller sorg over ting der ikke spillede. Jeg gør det for at spare mig selv, mine børn, min mand, min familie, mine venner, min hund, min nabo og resten af verden også hvis jeg kunne.

Men jeg kan jo ikke. Jeg kan ikke engang spare mig selv eller mine børn for smerte. For livet sker. Livet går sin gang. At leve livet – fuldt ud og helt – betyder smerte…og glæde. Sorg og lykke. Bedrøvelse og begejstring.

Jeg ved det godt, men jeg glemmer det hele tiden. Nu skal dette fine foto op og hænge på mit køleskab.
Og så vil jeg ikke tjekke vejret i München mere.

Hvad skal du have kontrol over på din ferie og hvad skal du give slip på at styre?

Rigtig god sommerferie til dig og dine😎🥳