Hvem er jeg hvis man fjernede min kandidatgrad i økonomi?
Hvis man fjernede min status som mor og hustru?
Hvis man fjernede min rolle som søster og datter?
Hvis man fjernede mit job som hausfrau?
Hvis man fjernede min to-do liste om motion og meget sund kost?
Hvis man fjernede mine sygdomme?

Hvad er der så tilbage? Hvem er Nicoline? Hvad er mit formål her i livet?

Jeg tror det er at være modig og sige tingene som de er også selvom jeg får hug for det.
Jeg tror det er at skrive om det. At snakke om det. At inspirere og indgyde mod nok i bare en enkelt person som så ændrer på noget utilfredsstillende og skræmmende i sit liv som så igen inspirerer den næste.

Jeg tror det er at sige højt: ”Jeg og alle andre har fortjent at blive behandlet med respekt og hvis du ikke gør det, vil jeg fortælle dig det”. Ikke for at være docerende men fordi jeg passer på mig selv og sætter sunde grænser for hvad jeg vil stå model til, lægge ører til og bruge energi på.

Jeg tror mit formål er at gå forrest og sige højt; ”Ja, gu fanden er jeg da også bange for at ingen vil elske mig hvis jeg siger tingene højt. Der er helt sikkert nogen der vil støde mig væk. Men jeg er nødt til at gøre det. Jeg er nødt til at turde for min egen skyld. For at være i integritet og kunne se mig selv (og mine børn) i øjnene.

Jeg tror mit formål er at gå derud hvor få mennesker tør gå. Derud hvor man siger fra overfor nogle ubehagelige ting, situationer, mennesker, oplevelser som hele verden mener vi bare skal lære at leve med. Derud hvor det kan være ensomt, vildt skræmmende og nogen gange nærmest trøstesløst. Men hvor jeg pludselig ser et lille lys i mørket, der vokser sig større og større: Et andet menneske har set det samme som mig. Et andet menneske tør også tage bladet fra munden og tale om sin sorg eller sit ubændige behov for at forandre verden omkring sig. Et andet menneske stiller sig måske pludselig op og siger til mig: ”Fordi du tør, tør jeg også”

En veninde sagde engang til mig da vi læste på universitetet: ”Ih du ser altid hvis andre har det skidt eller du nærmere mærker det før mig”. Jeg skal huske at mærke mig selv mest og handle derfra. For der har været alt for mange år hvor jeg har brugt det meste af min tid på at mærke andre og deres krav og handlet derefter for at bliver elsket og accepteret.
Det er jeg ved at gøre op med nu.

Jeg ser at mit ypperste formål er at elske mig selv med alle mine fejl og kvaliteter. Med alle mine talenter og mine mangler.
For når jeg gør det, kan jeg i balance formidle mit budskab: At intet menneske skal finde sig i at blive dårligt behandlet. At vi alle har krav på respekt fra vores medmennesker og en dybfølt undskyldning hvis nogen misbruger dit ønske om at blive elsket.

Der har været alt for mange år hvor jeg troede at det var ok at blive dårligt behandlet, at blive løjet for og kaldt de værste ting af folk jeg elsker. Jeg troede det var ok fordi jeg tænkte at de nok havde ret og jeg tog fejl hvis jeg inderst inde egentlig følte at de var helt gal på den. Jeg troede de havde ret når de råbte at jeg var dum og besværlig og forkert.

Men hele tiden var der en lidt trodsig pige inden i som blev ved med at hviske: ”Du skal ikke give op. Du skal stå op i morgen og forsøge igen”

Min rejse har været min egen og kan ikke bare lige kopieres. Den har været hård – og er det stadigvæk til tider. Men jeg har fundet mig selv og sat mig selv fri.

Det har gjort mega naller, men det har givet mig tro og håb på at det faktisk er helt rigtigt når jeg nu tænker: Du er faktisk ok som du er i din essens Nicoline. Du behøver ikke lave dig om for at blive elsket. Du behøver ikke bruge al din vågne tid på at analysere hvad han eller hende nu føler eller tænker at du bør gøre for at tilfredsstille dem. Du hører til i denne verden med al det du er.

Og jeg forstår at mit formål er at give det videre.

Hvem er du uden alle dine titler?