Vi drømmer alle om at gøre noget IRL som vi ikke tør. Vi drømmer om at gå hen til chefen og sige op på stående fod uden at tænke på de stakler som skal overtage kaos. Vi fantaserer om at skride fra umulige trætte børn og sure partnere og tage på retreat på Bali i et års tid. Vi tænker på det foredrag som er inde i hovedet men som vi ikke tør holde. Vi drømmer om at sige stop overfor invitationer til ting vi ikke gider. Vi ønsker os væk fra opvask og forældreintra og til et ukompliceret sted hvor ingen bliver sure over det vi gør. Hvor ingen synes man er tåbelig for at føre sin drømme ud i livet. Hvor ingen dømmer dig hårdt for at have en mening eller en ambition som ikke svarer til de andres.

Men det findes jo ikke det sted – øv:-(

En klog kvinde sagde engang til et foredrag: Der vil ALTID være nogen der dømmer det du gør som forkert – uanset hvor meget du prøver at please alle – så du kan lige så godt begynde at gøre det du drømmer om.

I går gjorde jeg noget jeg ikke turde først. Jeg postede en status på Facebook hvor jeg fortalte om min mands og mine frustrationer over at vores datter bliver mobbet i skolen. Jeg frygtede at folk ville blive sure og lade det gå ud over min datter. Jeg frygtede at skolen ville blive tossede og lade det gå ud over min datter – og min søn, som går på samme skole. Men jeg gjorde det alligevel fordi vi har skrevet forgæves på Forældreintra i 4,5 år. Det virkede – bl.a. fordi en eller anden sendte mit opslag til skolen. Jeg ville ønske vedkommende var reel nok til at have fortalt os at han/hun har givet mit opslag videre – men det håb må jeg nok slippe.

Der er helt sikkert forældre der er sure på os. Skolen er helt sikkert sure på os fordi vi har udleveret skolen på sociale medier.

Tanken om det gør mig bange og bekymret. Men jeg turde gøre det fordi det handlede om min datters trivsel.

Jeg har overvejet lidt at holde op med at poste mere på Facebook og bare lade den post være den sidste nogensinde. Ikke fordi jeg modtog sure kommentarer, ikke fordi jeg modtog fordømmende private beskeder eller hundelortetrusler i min indkørsel.

Fordi min datter og vores familie modtog så meget opbakning og støtte og hjerter og kram at jeg ville ønske verden kunne stoppe lige der i al den omsorg.

Jeg er så overvældet af at så mange mennesker har bakket op om opslaget, har skrevet kommentarer og beskeder og mails og sms’er og ringet.

Jeg er også usigelig trist over at så mange har tilsvarende oplevelser – enten på egen krop eller med deres børn. Det er vanvittigt så mange børn som bliver mobbet hver evig eneste dag.

Det kan godt være der er en masse der er sure på min mand og jeg. Men jeg er ligeglad. For jeg så i går at dem der tør stå åbent ved deres holdninger og meninger er the good guys.

Dem der hvisker tisker i krogene og snakker om andre bag deres ryg – dem giver jeg ikke mange sekunders opmærksomhed.

Til gengæld giver jeg dem der tør al mulig opmærksomhed. Dem der tør småt og dem der tør stort. Dem der hopper ud i det selvom de er dødbange. Dem der gør det fordi de ved de er nødt til det, selvom de samtidig frygter det.

Min datter er helt paf over alle de mennesker som har kommenteret på dette. At så mange mennesker synes hun er god nok, at hun er dejlig og skøn som hun er.

Det er den største gave til min mand og jeg i alt dette.

Jeg ville ønske jeg havde milliarder at donere til Ung uden Mobning…

Det har jeg ikke, men jeg kan gå foran med et godt eksempel om at turde og få gevinst. Jeg kan fortælle historien og forhåbentlig indgyde håb og mod i andre til at gøre det de ikke tør.

Nu postede jeg så alligevel noget nyt på Facebook:-)