Min veninde har en far som er rigtig syg og jeg kan ikke gøre noget som helst ved det.

Jeg kan ikke helbrede ham. Jeg kan ikke gøre hans sidste tid mere behagelig eller værdig. Inden længe dør han på hospitalet med sin kone og børn ved sin side og jeg kan ikke gøre noget ved det.

Jeg kan ikke gøre noget ved min venindes sorg. Min trøst får ikke sorgen til at gå væk. Så jeg går bare ved siden af hende og lytter. Jeg lader hende bare ha’ det som hun har det. Uden at prøve at fixe.

Fordi trangen til at trøste og hjælpe og fixe ofte kommer fra et sted i os som har svært ved at være vidne til smerte og sorg i et andet menneske. Vi er nødt til at få det til at gå væk så vi selv kan holde ud at være her.

Smerte og sorg synes for det meste ubærligt. I en selv og i andre. Derfor prøver vi med djævlens vold og magt at få det til at gå væk.

Men det går jo ikke væk uanset hvor meget vi fixer og trøster.

Så hvis vi skal trøste, skal vi gøre det velvidende at det ikke får smerten til at gå væk.

Vi skal trøste fordi vi føler omsorg for den anden person. Vi skal række ud, kramme, holde om, sidde med fordi vi dermed viser at vi godt tør stå i smerte og sorg – at det er ok at ha’ det som man har det.

Når vi fixer, løser, ordner for personen der er i sorg eller smerte tager vi ubevidst noget væk fra dem.

For det første viser vi at de ikke har lov til at være forfærdelig kede af det for vi prøver at få det til at gå væk. Ofte fordi vi ikke selv kan være med det. Men tolkningen fra den anden kan blive: ”Jeg er ikke elskelig når jeg er ked af det”.

For det andet tager vi ansvaret for evt. handling fra personen der er ramt.

En person i smerte er ofte handlingslammet. Måske er der en grund til at kroppen reagerer sådan? Måske er det meningen at vi skal give os selv til at være ude af stand til at handle nogle gange? Det er jo rigtig fint at vi omkringstående kan bidrage med effektive løsninger fordi vi er knap så ramt…men er det i virkeligheden det den sørgende har brug for?

Hvis vi fixer og ordner alt imens personen sørger, fratager vi – i vores velmenende effektivitet – den anden muligheden for at ordne det han/hun har brug for at ordne i sit liv når den tid kommer.
Vi fratager den anden muligheden for at bevare rettigheden over indretningen af sit eget liv.

Måske kan vi blive bedre til at vente med løsningerne og så bare sætte os ned ved siden af den sørgende og bare være?

Ja, jeg ved godt det er svært. For vi er sindssygt gode til at komme med ideer til hvordan ting kan fixes så ting bliver bedre. Jeg kan da sagtens komme med mine egne forkromede løsninger til min veninde som – i min optik – kunne forbedre situationen. Men det er jo mit behov! Ikke hendes!

Den anden side af mønten er at vi skal turde bede om mere hjælp.

Når vi er pressede, kede af det og stressede, har vi alt for travlt med at være selvtilstrækkelige.

Vi skal turde være mere sårbare og række ud. For så kan folk jo få lov at hjælpe og det vil vi alle sammen rigtig gerne.

Så vi skal øve os i at bede om hjælp så vi kan blive bedre til at være i sorg. Bare være.

I øvrigt gælder det også for dine børn

Det sværeste er at lade være med at fixe når de er kede af noget.

Det er tæt på umuligt bare at sætte sig ned ved deres side og trøste uden at ringe til skolen og klage over uretfærdighed, uden at skrive en sur sms til forælderen til det barn som har såret mit, uden at have lyst til at tæve en idiotisk og alt for ung badmintontræner.
Men jeg prøver alligevel. Her hjælper det virkelig at trække vejret og så spise is bagefter.

Min veninde er meget ved sin fars hospitalsseng og beskederne fra hende er korte og smertefulde.
Jeg sender kun hjerte emojis tilbage for det er det bedste jeg kan gøre for hende: At vise at jeg holder af hende uanset hvordan hun har det. At jeg er der uanset hvordan hun har det.